Fra Spiegel nr. 45/2013:  (link til den tyske tekst: http://www.spiegel.de/spiegel/print/d-119402601.html)

Tyrkiseret. Hvorfor jeg aldrig blev til en rigtig tysker

Af: Ôzlem Gezer

Ville du også gå i seng med en, der ikke er omskåret? Jeg var 14 og lige ankommet til en fest hos min veninde Marie. Det var et af de første spørgsmål denne aften, men der fulgte flere: Må du godt have en tysk kæreste? Taler din far med dig om sex? Vil du alligevel ikke prøve at smage svinekød? “Mange nye mennesker, mange gamle spørgsmål.

Nå ja, de ville lære mig at kende, tænkte jeg. Som altid. Også mange år senere. Jeg var 23 og havde kun lige givet ham hånden, han så godt ud, hans fornavn havde jeg ikke lige fået fat i, der var for meget støj til festen. ”Super fedt, at du må være ude så sent”, skreg han. ”Ja, fedt” sagde jeg. “Fjols,“ tænkte jeg, klokken var kun halv ti.  Men jeg sagde ikke noget. Det var helt almindelige fest-samtaler. Tyske festsamtaler med tyrkiske piger som mig.

Det var ligegyldigt, at jeg talte bedre hamborgdialekt end ham. Det var ligegyldigt, at han lige var flyttet fra sin tyrkerfri landsby ind på Reeperbahn, hvor min gæstearbejder-bedstefar gik rundt allerede for 50 år siden.

For mig var det rutine, at jeg endnu engang skulle besvare integrationsspørgsmål fra tyskere i min hjemby Hamburg.  Vi børn lærer hurtigt at se positivt på spørgsmål fra tyskere, tyskerne, de har jo nu engang den her onde fortid, og nu har de en stor interesse for ”fremmede kulturer”. Jeg lærte hurtigt: Hvis dine forældre er indvandrere, betyder det egentlig kun på tysk, at du ikke har nogen privatsfære. Der er ikke nogen hæmmende barrierer. Intet spørgsmål, som man ikke må stille dig. Eller er du måske nogen sinde blevet spurgt, om du foretrækker mænd med eller uden forhud? Tre minutter efter at have givet hånd kaster tyskerne sig ud i det. I din religion. Din familie. Dit soveværelse. Slår din far dig? Eller slår han kun din mor?

Vi indvandrerbørn besvarer altid omhyggeligt sådanne spørgsmål. Det er vigtigt at please tyskerne. Det lærer gæstearbejderne tidligt deres børn. Min bedstefar kom i begyndelsen af 60´erne til Hamborg havn for at gøre rent på skibsværfter. Der er en lang tradition for integrationsspørgsmål i min familie. Min far fik altid ros ved firmafesterne på hans arbejde, en kreditforening, fordi hans tyrkiske kone måtte danse, havde korte nederdele og drak whisky. ”Men I er jo anderledes tyrkere, ikke?”

Anderledes tyrkere. Også jeg havde ”anderledes-tyrker-plader”, som jeg satte på. De lød nogenlunde sådan her: Mine forældre gik i seng med hinanden allerede før deres bryllup. Ja, de var endda kærester i 7 år, før de blev gift. De var ikke lovet til hinanden, deres ægteskab var ikke arrangeret. De skrev kærestebreve til hinanden og gik hånd i hånd ved Bosporus uden vielsesattest. Ja, de måtte godt gå i biografen. Historier, som skulle bevise, at vi var ”anderledes tyrkere”. Moderne tyrkere. Rare tyrkere. Næsten som tyskere. Men så hurtigt gik det alligevel ikke med det at blive tysk.

Da jeg kom i gymnasiet i 5. klasse, rakte jeg aldrig hånden op, jeg sad bare og snakkede, og jeg gjorde det tit. Jeg forstyrrede. Et typisk tilfælde, mente min klasselærer fru K. Altså indbød hun min far til en forældresamtale.

Fru K. havde forberedt sig. Hun vidste alt nu: om kvinden i islam, min mor. Om patriarkatet, min far, undertrykkelse, æresdrab, arbejdsdeling og taletid mellem mand og kvinde i en tyrkisk familie, altså min. Nu forklarede hun det så til min far: “Hr. Gezer, jeg kender din baggrund og forstår din kultur – men hvis du undertrykker din datter sådan derhjemme og ikke lader hende tale, bare fordi hun er en pige, så buser hun ud med det hele henne i skolen.” Min far tav, men ikke fru K. Hun havde slået telefonnumre op på terapeuter, som tog sådan nogle problemfamilier med indvandrerbaggrund som vores i terapi. Min far er et tålmodigt menneske, men på et eller andet tidspunkt afbrød han hende: ”Fru K., hvis du vidste, hvor meget Özlem taler derhjemme, så ville du være lykkelig for det, hun siger her i skolen,” sagde han, rejste sig og gik.

Fru K. havde forklaret ham det hele på Tarzan-tysk. Tarzan-tysk kalder tyrkerne det, når tyskerne taler forkert tysk med dem, fordi de håber, at tyrkerne så forstår dem bedre. Tarzan-tysk teler man meget langsomt. Udelader alle kendeord. Siger du. Bøjer ikke udsagnsordene og vender sætningerne forkert. Det er sætninger som: ”Hr. Gezer, du vide, ikke slå datter, fordi jeg tale med dig.” Min far har den teori, at Tarzan-tysk er skyld i, at mange gamle tyrkere aldrig får lært rigtigt tysk.

I det pågældende skoleår blev min far forældrerepræsentant, min mor solgte mælken i spisefrikvarteret. Jeg blev ved med at være tyrkisk.

Det var i 90’erne. I Tyrkiet slog tyrkere kurdere ihjel, og kurdere slog tyrkere ihjel. PKK-tilhængere besatte Socialdemokraternes partikontor i Hamborg. I Mölln og Solingen brændte nazister tyrkere. ”Hvorfor var du ikke til demo i lørdags, den handlede da om jer?” spurgte en klassekammerat mig.

Jeg spillede håndbold i SC Teutonia på det tidspunkt. I weekenden havde jeg en vigtig turnering. Mine forældre var til Rock’n’Roll-festival i Heide. ”Özlem, hvad sker der da hos jer?” spurgte min klassekammerat nu. Med ”hos jer” mente hun den tyrkisk-syriske grænse.

For mig var ”hos os” altid Wohlersparken, en tidligere kirkegård i Hamborg-Altona. Den store plads, hvor min far trænede knægtene fra St. Pauli. For mig var ”hos os” min håndboldhal. Biblioteket nederst i højhuset. Der er mit hjem, der kommer jeg fra. Der har jeg kysset for første gang. Der har jeg røget i smug. Ligegyldigt, hvor i verden jeg er, når jeg har hjemve, tænker jeg på højhuset i St. Pauli.

Det interesserede ikke nogen. Nu var jeg eksperten. En slags diplomatisk repræsentant for Tyrkiet i skolen.

”Özlem, I har taget kurdernes land fra dem, det går jo ikke,” skrev min veninde Marie med sort blæk i et 5-siders brev. Jeg var født 1981 i Jamborg-Eppendorf og havde ikke taget noget fra nogen. Min kurdiske klassekammerat tegnede Kurdistan på tavlen. Jeg vidste ikke, hvor det lå. For hende var jeg tyrkiske nationalisters uvidende datter. Jeg vidste meget om Hitler, men næsten intet om Atatürk. Jeg vidste ikke mere om konflikten i Tyrkiet end Stefanie og Timo.

Vi gik nu på de første rigtige natdiskoteker. Jeg kunne ikke lide alkohol. ”Har dine forældre forbudt dig det?” Når jeg ville gå tidligere, var der spærretid hos tyrkere. ”Hun må bare ikke så længe”, forklarede fremmede andre fremmede om mig. Altså blev jeg til den bitre ende, også på aftener, hvor festen var dårlig og musikken uudholdelig. Jeg drak øl, selv om jeg hadede smagen.

Der begyndte en tid, hvor jeg følte mig smigret, når de sagde: ”Jeg troede, du var italiener, eller måske brasilianer?” Interessant accent. Dejlige strande. Nøgne kvinder. Verdens bedste fodboldspillere. Intet æresdrab. Ingen voldsramte kvinder. Det passede mig. Det holdt ikke længe. Jeg havde dårlig samvittighed. Når jeg blev spurgt: hvor kommer du fra, sagde jeg altid: Tyrkiet. Mit liv blev nemmere. Når det tyrkiske landshold spillede, holdt jeg nu med tyrkerne. På tyrkiske helligdage blev jeg hjemme mod mine forældres vilje, for ellers spurgte mine lærere: “ Hvorfor fejrer I ikke jeres helligdage . “Jeg blev til hende tyrkeren med tyske rødder.

Men længslerne var der stadig. Efter en pølse af svinekød. Mine håndboldkammerater bestilte altid oksekød til mig. De spurgte ikke. Jeg sagde ikke noget. Hvad ville tyskerne ikke  tænke, hvis hende tyrkeren spiste svinekød?

Min far sagde en eller anden gang : Det er tyskerne, der har gjort vores børn tyrkiske, ikke os.

Selv om det ville undre mange integrationseksperter, har vi aldrig siddet ved køkkenbordet og diskuteret, i hvor høj grad vi er integreret: Velintegreret eller ej? Om Tyskland nu er vores hjemland eller ej? Disse spørgsmål besvarer vi altid kun ude i byen.

“Hvorfor er det lykkedes hos jer?” I Tyskland er der to slags indvandrere. MI og PI:

mønster­indvandrere og problemindvandrere. Man bliver nødt til at beslutte sig tidligt, det er svært at skifte senere. Jeg var med årene blevet mere og mere mønsterindvandrer. Næsten tysker. Men på den anden side havde jeg vænnet mig til at være tyrker. Det kunne jeg efterhånden ligefrem godt lide.

For et par uger siden fik jeg et brev. Det handlede om protesterne i Tyrkiet. Brevet var fra en fortvivlet mor. Hendes søn skulle nu forklare den tyrkiske premierministers handlinger hele tiden.

Jeg kunne lide at fortælle om protesterne i Tyrkiet. Om et Tyrkiet, hvor kurdere og tyrkere kæmpede sammen. For pluralisme. Demokrati. Hvor demonstranter dansede tango mod tåregas, og unge aktivister kastede nelliker på vandkanonerne. Jeg var berørt, jeg delte deres vrede. Men frem for alt var jeg for første gang i 32 år rigtig stolt af at få lov til at fortælle noget om tyrkerne. Ikke noget med æresdrab. Ingen slåskampe. Det var så vestligt. Så moderne. Bare anderledes tyrkere.

Prøv at forestille dig, at du flytter til Istanbul. Din datter kommer i en tyrkisk skole. På den første skoledag vil hendes klassekammerater lære hende at kende: ”Sig mig lige en gang, havde du også sex første gang, da du var 12? Hvor mange aborter har du fået? Hvorfor drikker I tyskere så mange øl?  Hvorfor voldtager jeres præster små drenge? Og de tyske politikere, er de egentlig pædofile alle sammen?  Forhåbentlig smider dine forældre dig ikke ud som 16-årig, for at du kan lære at stå på egne ben. Og sig mig lige en gang, hvorfor sender I altid jeres gamle på plejehjem? Og hvorfor myrder I tyrkere, fordi de er tyrkere? Sig mig lige en gang, hvad er der egentlig galt hos jer? “

De spørger: Snakker din far med dig om sex? Slår han din mor?

Oversættelse: Jette Møller og Karen Høi