Tillægsprotokoller til den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Tillægsprotokol: En tillægsprotokol tilføjer yderligere rettigheder til konventionen. De enkelte tillægsprotokoller er kun bindende for de stater, der vælger at ratificere dem. Nogle stater har valgt at underskrive en given protokol, hvilket alene tjener som en hensigtserklæring. Staten skal ratificere protokollen for at den skal være bindende. Af praktiske årsager benævnes protokollerne med et tal, som viser rækkefølgen for hvornår de er vedtaget i Europarådet.
Ændringsprotokol: Udover tillægsprotokollerne er der vedtaget ændringsprotokoller. Disse ændrer i allerede vedtagne konventioner eller protokoller, men giver ikke borgerne yderligere rettigheder. I alt er der 16 protokoller, hvoraf nogle er uddaterede efter der er vedtaget nyere protokoller.
Alle tillægsprotokoller er gengivet på Europarådets website på engelsk og under Full list kan man også se, hvornår de er trådt i kraft og hvilke lande der har ratificeret dem.
EMRK og tillægsprotokollerne nr. 1, 4, 6, 7, 12 og 13 og 16 til EMRK er optrykt på dansk i
Europarådets dokumentpjece
Danmark har ratificeret tillægsprotokollerne fraset nr. 12, der omhandler et generelt forbud mod diskrimination, og nr. 16. Den sidste har at gøre med en procedure: en domstol kan bede EMD om en udtalelse i en given sag.
Desuden findes en portal på dansk om EMRK og Menneskerettighedsdomstolen EMD:
http://echr.dk/ udfærdiget af Tobias Jensen.
Portalen forklarer om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hele systemet med internationale traktater, og om processer ved Menneskerettighedsdomstolen. Portalen har links til afgørelser ved Menneskerettighedsdomstolen. Under Nyheder vises artikler om forhold af relevans for menneskerettighedernes tilstand i Danmark.