Om FN’s menneskerettighedskonventioner

FN’s menneskerettighedskonventioner

FN blev oprettet i 1945 efter 2. verdenskrig med underskrivelsen af FN-pagten. Det væsentligste formål var at opretholde fred og sikkerhed. Et meget vigtigt middel hertil var udviklingen af menneskerettigheder, som de enkelte stater skulle forpligte sig til at overholde. Menneskerettighederne omhandler staternes forpligtelser over for at opfylde de enkelte individers rettigheder.

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev vedtaget i 1948. For yderligere at specificere og værne om de enkelte mål, der var skitseret i Verdenserklæringen, blev der udarbejdet konventioner om væsentlige problemstillinger.

Konventionerne er til, dels for at sikre verdens befolkninger generelt, dels for at sikre særlige grupper, der kan være truede eller ikke selv har magt til at sikre deres retsstilling, fx flygtninge, statsløse, børn, handicappede, kvinder, unge piger i forbindelse med indgåelse af ægteskab; og endelig er konventionerne ment som et værn mod uhyrligheder som slaveri, dødsstraf, tortur og diskrimination.

Udover de viste konventioner, har ILO udarbejdet en række konventioner – især om arbejdstageres rettigheder, men også fx om oprindelige folk, ligesom andre FN-organisationer har udarbejdet konventioner. Konventionerne er dokumenter, der er bindende for de lande, der har underskrevet (ratificeret) dem. FN og andre kan dog ikke tvinge de enkelte lande til at overholde dem, og heller ikke idømme dem straf eller anden form for sanktion, men kun vejlede de enkelte stater, påpege, hvor staterne overtræder konventionerne og evt. hjælpe staterne videre. FN arbejder for at de enkelte lande indfører konventionerne som en del af deres egen lovgivning, hvilket kan sikre et lands borgere bedre ved en sag mod staten. Dette er ikke sket i Danmark, trods tidligere anbefalinger fra to danske udvalg herom.

For at tilskynde de enkelte lande til at overholde konventionerne er der typisk nedsat en komité for hver konvention, som regelmæssigt skal have sendt rapporter fra de enkelte stater samt evt. fra andre i staten, og som vurderer landets overholdelse af den aktuelle konvention og evt. anbefaler forbedringer. I nogle tilfælde kan borgerne klage over, at deres land ikke overholder en bestemmelse til konventionens komité, som  juridisk kan vurdere sagen, komiteen har dog ingen magt eller sanktionsmulighed over for landet.

Endvidere har FN nedsat et Menneskerettighedsråd, som danner rammerne for en universel bedømmelse af alle FN’s 192 medlemslandes overholdelse af de konventioner, de er medlem af, hvert 4. – 5. år: UPR-bedømmelsen: Universal Periodical Review. UPR-bedømmelsen kan inddrage alle områder af menneskerettighederne og foregår i dialog med det enkelte land, der bedømmes. Det vil typisk munde ud i påpegning af både positive forhold og af problematiske forhold og anbefalinger til, hvordan forholdene kan forbedres. Alle medlemslande af FN kan komme med anbefalinger til de lande, der bedømmes, og derefter kan landene tage stilling til, hvilke anbefalinger de vil følge.

Danmark er bedømt ved UPR i 2011 og i 2016. Se resultaterne heraf på dansk og på engelsk